Peter Bonnens karriere tog fart, da han solgte sin første skulptur for kr. 1.400 til Statens Kunstfond i 1965. "Skulptur i 6 dele" hed den, og den blev udstillet i Esbjerg i 1966, hvor den blev set af lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009).
Peter Rindal tog skarp afstand fra moderne kunst og tanken om, at der skulle bruges skattekroner på støtte til kunstnere, der ikke kunne leve af at sælge deres værker. Han mente ikke at den københavnske "kunstklike" skulle pådutte det øvrige land sin kunstsmag ved at udplacere statsstøttede værker, der lokalt var uønskede og uforståelige, ja ligefrem betragtedes som fup og fidus.
Han samlede mere end 20.000 underskrifter til støtte for sin sag, og hermed var Rindalismen opstået. Sagen gav naturligvis stor omtale til Peter Bonnen.
Peter Bonnen er også kendt som installationskunstner. I 1975 såede han f.eks. en 150 m2 stor bygmark på Nikolaj Plads i København. Enkelte strå blev høstet og indrammet. Et af de indrammede strå blev indkøbt af Statens Kunstfond.
Peter Bonnens værker er karakteriserede ved et forenklet, minimalistisk formsprog og hans værker findes på en række museer.